Tom Gets Visited and Interviewed From Denmark

RENÉ GUMMER
Tom Dent har et af den slags håndtryk, der gør så
nas, at man er nødt til at skære en grimasse.
Han kigger interesseret på sin gæst bag gråtonede
briller hen over et lidt visnet McCloud-overskæg,
mens han klemmer løs.

»Velkommen til hjertelandet,« siger han, inden han endelig
slipper min hånd og nikker over mod verandaen. »Kom og sid
ned. Du må være tør i halsen af den lange tur. Hvad siger du til
et glas vand?«

Vi er på Flying T Ranch i udkanten af Moses Lake, Washington,
og Tom har fået de mange fingerkræfter af et helt livs hårdt,
manuelt arbejde som rancharbejder og som crop duster, som
vel bedst kan oversættes med sprøjteflyver, siden han tog sit
pilotcertifikat for snart 50 år siden.

I dag er han 70 år gammel, bruger størrelse small i skjorte og
large i bæltespænde. Bootcut Wrangler, læderstøvler, hat med
skygge.

Hjertelandet er, som Tom forklarer i telefonen dagen forinden,
på den rigtige side af bjergene, der hvor Amerikas hjerte
slår. Mindre poetisk kunne det udtrykkes som The Great Plains
eller bare vest for Mississippifloden og øst for Rocky
Mountains. Det er landbrugere; skovarbejdere, farmere, minearbejdere
og ranchere, der er de primære beboere, områderne
er enorme, befolkningen sparsom.

Det er også i denne del af USA, som filminstruktøren Michael
Moore døbte »Trumpland«, at Donald Trump virkelig rykkede
stemmer under valget i 2016. Spørgsmålet er, om han kan gøre
det igen? For hvad er det for interesser, nogle hårdtarbejdende
landbrugere i USAs mest øde områder har tilfælles med en
pralende milliardær og byggematador fra New York? Har han
holdt det, han lovede dem for snart fire år siden?

Tom Dent kigger lidt frem for sig. Vrider spidsen af McCloudskægget
mellem tommel- og pegefinger, mens han tænker.
»Ja, han har leveret. Jeg er efterhånden en ældre mand, og før
coronavirussen oplevede vi den bedste økonomi, jeg overhovedet
har set i mit liv. Nogensinde. Trump ved, hvordan man
gør den slags. Han ved, at det drejer sig om både at skabe nye
jobs og at beholde dem, der er. Det gør ham populær blandt arbejderklassen
i The Heartland. Hos almindelige amerikanere,
der bare gerne vil gå på arbejde hver dag og føle en stolthed
over det, vi laver.«

Det imponerer ham ikke at få at vide, at Barack Obama faktisk
skabte flere jobs i de tilsvarende første år af sin præsidentperiode.
»Du er jo nødt til at se på, hvad udgangspunktet var. Da Obama
kom til, var arbejdsløsheden fuldstændig i top. Der havde
netop været en voldsom recession – økonomien var i bund, og
det kunne kun gå en vej med antallet af jobs, opad. Det er anderledes
med Trump. Han arvede en
relativt fin økonomi, men har alligevel
formået at få mange flere mennesker
tilbage i arbejde.«

Tom er begyndt at avle bisoner. Det
kribler i ham for at komme ud på marken
og vise dem frem.

»Skal vi ikke snakke, mens vi kører
ud og ser dyrene?« siger han og henter
en lille ATV, der i ekspresfart bumler
os ud over markerne mod en flok
græssende bisoner, der ikke ser synderligt
gæstmilde ud.

»Hvad er det, europæerne har så meget
imod Trump?« spørger Tom og svarer
selv:
»Der er da ingen mennesker i hele
verden, der vil vælge en mand uden
manerer, stil eller ynde til at repræsentere
en af de mægtigste nationer på
kloden, uden at han har noget konkret
at byde på. Trump er ikke politiker, han
er præsident. Han er bedøvende ligeglad
med, hvad der foregår i Washington,
det er netop hans styrke. Men også
hans største udfordring, for der er en
hulens masse magtfulde mennesker, man kan træde over tæerne
i den by, og det har han ingen problemer med at gøre. Hans
baggrund er at være forretningsmand i byggebranchen, og hans
største evne er at forhandle. Når vi omfavner ham, er det ikke
på grund af hans stil, men fordi han leverer præcis, hvad han
lover, helt uden omsvøb. Det er befriende at have en præsident,
der handler – og som ved præcis, hvad han vil. For der er stadig
mange amerikanere, der mener, at det er en præsidents primære
opgave at tage sig af sit folk og gøre livet bedre for dem.
Du er nødt til at se gennem alt hurlumhejet og de latterlige
tweets. Se på resultaterne, på fakta: Hvad har han opnået, i hvilken
tilstand efterlader han landet?«

Det sidste er svært at svare på, specielt når der står en flok
prustende bisoner og skraber hovene i jorden 20 meter væk.
Redningen dukker op i form af en skrattende mejetærsker i
den sene eftermiddagssol fra den anden ende af markerne.
Tom sætter fuld fart på ATVen. Vi mødes på midten af marken,
og ud af mejetærskeren nærmest hopper Ron Tebow, cowboypoet,
landmand og Toms bedste ven. Han smiler over hele femøren
og stanger mig en krog til goddag. Ron mistede halvdelen
af højre arm til en mejetærsker, da han var teenager og hjalp
sin far på marken. »Siden har jeg klaret mig fint med denne
her,« siger han og demonstrerer krog og gribesystem, der fungerer
ved hjælp af en elastik bag ryggen.

Ron er også glad for Trumps arbejde, selv om han stemte demokratisk
til sidste valg. Men han mener, at de sidste fire år har
vist, at den nye præsident er værd at bruge sin stemme på.
»Trump har ændret tingene. Vi havde til sidst outsourcet så
mange jobs, at der ikke var særlig mange tilbage her i landet.
Vores industri gik i stå. Men det er jo ikke, fordi folk holdt op
med at gå i tøj, at vores bomuldsindustri lukkede ned. Vi lod
bare produktionen gå til andre lande. Det samme med stålindustrien,
bilbranchen og så videre. Det gik Trump ind og arbejdede
for at ændre fra den første dag, han var præsident. Og
det lykkedes ham, det er nok hans største politiske sejr som
præsident.«

Tom og Ron står og sludrer lidt på marken, mens solen går
ned. Tom har været med i lokalpolitik, siden han var knægt. Politik
er noget konkret for ham, noget der drejer sig om at gøre
hverdagen bedre og lettere for de folk, der har valgt en til at repræsentere
sig. De to venner synes, at politikerne i hovedstaden
var endt på det forkerte spor:

»Som Washington har udviklet sig, kunne man meget nemt
få den tanke, at de har glemt, hvem de egentlig arbejder for. Der
er så ubegribeligt mange magtkampe derovre, så meget bøvl
og ligegyldige møder, hvor ingenting bliver besluttet. Regeringen
var blevet en organisme i sig selv. Ikke en forlængelse af
folkets vilje, som det var meningen, men snarere omvendt, hvor
folket skulle følge regeringens vilje uden egentlig at kunne se
meningen for dem selv. Der blev uendeligt langt til din kongresmand,
hám, der skulle kende dig og dine problemer og
bringe dem videre op i systemet. Den bog har Trump lukket
noget så eftertrykkeligt. Det er for mig personligt hans vigtigste
bedrift, for jeg har genvundet troen på, at systemet virker,
og dermed også stoltheden over mit land.«

DE SLÅR TRUMPKASKETTEN AF

Riverside Lanes Café & Bowling ligger i forenden af den lille
by Orofino på hovedvej 12 i Idaho, når man kommer kørende
fra vest. Havde ejeren besværet sig med at skære hul i væggen
til et vindue, havde der været fri udsigt til Clearwater River,
hvor Lewis og Clark kom sejlende forbi i en udhulet træstamme
for godt 215 år siden – med den opgave at kortlægge Vesten
og finde en vandvej mellem de to store have.

I dag serveres der Pepsi, vandig kaffe og en menu, der i kalorietal
med lethed kunne dække kaloriebehovet i en mindre
landsby.

Her er kun et enkelt bowlende par i joggingtøj til stede, foruden
fire venner, der sidder i en bås og bestiller paneret kylling
med tater tots: revne kartofler rullet til boller, paneret, friteret
og serveret som en art snacks. Alice, Donna, Walter og
Greg, hedder de, de bor i Orofino, og kun Donna og Walter arbejder
stadig. Walter som tekniker på et elværk, Donna som
regnskabsdame i en lille skønhedssalon. Alice siger ikke rigtig
noget, hun sidder bare og kigger ned i tallerkenen, men det gør
ikke så meget, for Greg vil gerne svare for alle på spørgsmålet
om, hvordan Trump har klaret sig:

»På trods af den måde, han er blevet angrebet og sjoflet af
pressen og Demokraterne, har han gjort det daaang good. Han
har genopbygget militæret og givet dem grund til at være stolte
af det arbejde, de gør for os alle sammen. Og så har han lukket
munden på Kina, der har forsøgt at overtage USA for ikke
at sige resten af verden med billige varer og beskidte tricks gennem
de sidste mange år. Vi var med til at bygge Kina op ved at
overlade dem meget af vores produktion. Nu tager Trump de
jobs tilbage.«

Greg var i militæret og i Vietnam tilbage i sen-60erne. Han
har oplevet at blive hånet for sin indsats og at føle sig udenfor
og som en belastning selv for den organisation – US Department
of Veterans Affairs, VA – som ellers var sat i verden for at
hjælpe og vejlede veteraner.

»Jeg er veteran, og der er en enorm forskel på, hvordan jeg
bliver behandlet af systemet i forhold til, da Obama var præsident
– og også længe før den tid. Trump ryddede op i VA, så det
blev til at finde ud af, hvad man egentlig havde krav på af penge
og ydelser. Han fyrede alle de useless suckers, der bare sad
til en fed løn og melede deres egen kage og gjorde det svært for
os veteraner at finde rundt i systemet. Er det konkret nok?« siger
han nærmest hidsigt og støder sin stok i gulvet.

»Han har fjernet regeringen, der sad som en abe på ryggen
af folket og industrien. Han har dereguleret og gjort det gennemskueligt
at være en helt almindelig amerikaner. For første
gang nogensinde føler jeg tillid til regeringen. Tillid til, at de vil
gøre, som de siger.«

Walter har en rød Trumpkasket på. Da jeg takker pænt farvel,
vil han gerne lige komme med en tilføjelse.

»Der er en ting, som ikke er særlig rart ved at være Trumptilhænger,
og det er, at vores politiske modstandere ikke vil respektere
vores ret til at have vores holdning. Mange, rigtig mange,
bliver hidsige over min kasket, og flere gange er der folk, der
har forsøgt at slå den af mit hoved. Det er også helt normalt at
blive råbt af og dårligt behandlet i nogle forretninger. Det synes
jeg er uamerikansk og meget langt fra de principper, vores
land er bygget på.«

KASKET TIL 18 DOLLARS

Hos Det Republikanske Partis afdeling i Missoula i Montana
kan jeg købe en rød Trumpkasket. Den unge Stacey, der står og
sælger dem, advarer mig dog mod at tage den på til andet end
Trump- eller andre republikanske arrangementer.

»Jeg havde en på, da universitetet startede her i sidste måned.
Det var sidste gang, det skal jeg ikke prøve igen. Jeg blev
sjoflet og drillet af mine klassekammerater, og selv nogle af lærerne
stirrede på mig, som om jeg havde en sygdom.«
Kasketten koster 18 dollars, pengene går direkte til den lokale
valgkamp, og jeg har ikke tænkt mig at tage den af foreløbig.
Turen gennem Wyoming består i det store og hele af otte timers
solid kedsomhed. Jeg har vænnet mig til at have kasketten
på hovedet og tænker ikke så meget over det, undtagen når
jeg bliver overhalet og peget på af andre bilister. Et enkelt stop
hos Walmart i Riverton er den mest ophidsende del af turen.
Jeg har glemt at tage mundbind på ind i forretningen. Det har
halvdelen af de andre handlende tilsyneladende også, men i
modsætning til mig virker de ikke særligt brødbetyngede over
forglemmelsen. »Røvhul,« er der en, der siger bag masken, da
hun går forbi mig. Henne ved køledisken fortæller en anden
mundbindsdame unaturligt højt sin søn om, hvordan »nogle
mennesker« har svært ved at overholde en simpel regel om at
respektere andres ret til ikke at blive smittet.
Det er en noget intimiderende atmosfære, og jeg kan mærke,
at jeg næsten bliver trodsig.

ALL LIVES MATTER

Okmulgee ligger omkring 25 kilometer syd for Tulsa i Oklahoma.
Her har jeg aftalt at mødes på den lokale Denny’s med Nancy
Hubbard, der er nyvalgt formand for den lokale republikanske
vælgerforening, hendes mand Andy og deres søn Cody. Nancy
beder mig med det samme om at slukke for båndoptageren,
for hun vil ikke citeres for at sige noget på andres vegne, før
hun er trådt til som formand.

»Det vil jeg til gengæld gerne,« siger Andy. »Og du skal få det
lige fra hjertet. Jeg er ikke en politisk korrekt person, og jeg
stemte ikke på Trump for, at han skulle være politisk korrekt.
Ingen politiske spil eller smart udenomssnak. Han skal rydde
op. Jeg er ligeglad med, hvem han fornærmer undervejs.«
Andy er en ordentlig kleppert, han har været flytekniker i det
amerikanske militær siden teenagealderen. Kemikalierne har
ætset hans lunger, og han lever af den erstatning, han trods alt
har fået efter ti års ansøgninger. Men efter et glas iste løsner
Nancy lidt op:

»Demokraterne må gerne beholde deres korrekthed, problemet
er, at det skal trækkes ned over hovedet på os andre. Det
er, som om verden er vendt på hovedet. Jeg bliver chikaneret
for at sige »All lives matter«. Man skulle ellers tro, at den slags
udsagn havde en universel gyldighed, men almindelige mennesker
bliver nu fyret fra deres arbejde for at sige offentligt, at
alle liv har værdi.«

»Og det er faktisk rigtig rart, at præsidenten ikke falder på
halen over Black Lives Matter, men går imod den politiske korrekthed.
Der er problemer med nogle politifolk, ja. Det må vi
se at få ordnet fremad. Men alle liv har betydning, det kan ikke
være til diskussion.«

Nancy, Andy og Cody bor nogle kilometer uden for Okmulgee
med den lokale baptistkirke som nærmeste nabo. Uden for
den lille farm vejer bannere med det amerikanske flag, her er
billeder af Trump og patriotiske erklæringer på papskilte en
masse. Nogle naboer ser det som en rød klud, men det er både
Andy og Cody klar til at møde med oprejst pande og skarpladte
rifler. »Her er kameraer, sensorer og fire hunde til at fortælle
os, hvis der er nogen på vores grund. Det vil de ikke slippe særlig
godt fra.«

Cody har en T-shirt med påskriften »I stand for the flag and
I kneel for the cross«. Det er ham, der får lov til at komme med
den sidste bemærkning.

»Prøv at hør, dét med at bære våben er et godt eksempel på,
hvor lidt bullshit Trump kommer med. The Second Amendment
er en helt grundlæggende og umistelig ret, en amerikaner
har, til at kunne forsvare sig selv. Det er sådan mange af os
identificerer os selv. Det er vores hjerteblod. Gennem hele min
levetid har forskellige præsidenter gjort, hvad de kunne for at
udhule den ret, de er kommet med undtagelser og begrænsninger.
For første gang nogensinde har jeg hørt en præsident
sige: Den ret bliver der ikke pillet ved, det er ikke til diskussion.
Han er den første præsident, der ikke er bange for at sige

Updated: September 28, 2020 — 11:34 am